LøHDE VIL SE NæRMERE På FORBUD AF ENERGIDRIKKE TIL BøRN OG UNGE

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil vide mere om norsk forbud af energidrikke for børn og unge under 16 år.

Det siger hun til DR Nyheder.

Løhde kalder det norske forbud for "interessant".

- Jeg synes, det er interessant, at Norge griber det an på en anden måde. Derfor vil jeg bede Sundhedsstyrelsen række ud til nordmændene, så vi kan høre nærmere om baggrunden for deres tiltag, siger Løhde i et skriftligt svar til DR Nyheder.

Stortinget i Norge har for nylig forbudt salg af energidrikke til børn under 16 år.

I sidste måned lød det fra De Konservative, at Sundhedsstyrelsen skulle vurdere, om der skal indføres en aldersgrænse på salg af energidrikke i Danmark.

- Nu er det jo kloge folk, vi ser i Norge, og det giver mig anledning til i hvert fald at overveje, om vi skal gøre noget tilsvarende i Danmark, sagde sundhedsordfører Per Larsen (K).

- Vi ved jo, at energidrikke er fyldt med koffein og enorme mængder sukker og andre tilsætningsstoffer, som gør, at man faktisk skal være lidt forsigtig med at drikke dem, sagde han.

Det er koffeinholdige energidrikkes skadelige effekter på børn, der har fået de norske politikere til at indføre et forbud.

I Danmark er der ingen aldersgrænse for salg af energidrikke. Men Fødevarestyrelsen fraråder, at børn drikker energidrikke.

Derudover er det lovpligt for producenter af drikke- og fødevarer med højt koffeinindhold at skrive på emballagen: "Bør ikke indtages af børn eller gravide".

Ifølge Fødevarestyrelsen tåler unge højst en lille dåse energidrik om dagen svarende til 25 centiliter. Men det gælder kun, hvis de ikke får koffein fra cola, kaffe eller te.

Koffein i større mængder kan betyde, at børn og unge bliver urolige og irritable, mens børn, der har drukket energidrikke, kan få mavesmerter, hovedpine og få hjertebanken og muskelrystelser.

Center for Sundt Liv og Trivsel, der arbejder for at fremme børn og unges sundhed og trivsel, går ind for et dansk forbud som det i Norge.

De Radikale ser positivt på, at Sundhedsstyrelsen kigger nærmere på det norske forbud.

- Jeg deler den bekymring, der kommer fra Center for Sundt Liv og Trivsel. Disse energidrikke er ikke lavet til børn, og når forskningen viser negative konsekvenser ved et højt indtag - særligt hos børn - så kræver det da, at vi reagerer.

- Jeg ser frem til at høre, hvordan Sundhedsstyrelsen forholder sig til den norske løsning, siger sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R) i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

2023-06-04T10:15:02Z dg43tfdfdgfd