35-åRIG IDøMT 13 åRS FæNGSEL FOR DRAB På FAMILIEMEDLEM

Retten i Aarhus har fredag dømt en 35-årig mand 13 års fængsel for drab på 53-årigt kvindeligt familiemedlem.

Det skriver TV 2 Østjylland, der er til stede i retten.

Ifølge mediet var den dræbte gift med den 35-åriges onkel.

Drabet skete kort før klokken 21 den 19. april sidste år, hvor den 35-årige Bjørn Christian Thiesen stak den 53-årige kvinde med flere knivstik.

Sagens dommer lagde ved dommen vægt på, at drabet var meget voldsomt, at den dræbte ikke havde mulighed for modværge, og at det foregik foran hendes mand.

Ifølge den dømte "slog det klik", efter han var taget over til onklens hus i Beder syd for Aarhus for at tale om en konflikt i familien. Konflikten skal have rod i et sommerhus, der har tilhørt den dømtes farfar.

Herefter dræbte han onklens kone, som han kun havde mødt én gang før for 15 år siden med 13 knivstik. Han var ifølge egen forklaring påvirket af både alkohol og hash under drabet.

Ifølge onklens forklaring i retten, var den 35-årige kommet for at "henrette" hans kone.

- Han kom for at henrette min kone - og gøre noget mere, for han fremsatte også nogle sindssyge trusler mod andre familiemedlemmer, forklarede han ifølge Århus Stiftstidende i retten.

Da politiet ankom til gerningsstedet, var den 35-årige stadig til stede i huset og sad ved et bord med hænderne over hovedet.

- Jeg gjorde det, skal han have sagt, da betjentene kom ind.

I den 35-åriges mentalerklæring fremgår det, at han hverken er sindssyg eller var sindssyg i gerningsøjeblikket.

Den 35-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til dommen. Han har dermed 14 dage til at tage stilling til, om han vil anke dommen.

Sagen er blevet ført som en tilståelsessag.

/ritzau/

2024-04-19T13:23:51Z dg43tfdfdgfd