OVERBLIK: DRABSCHEF FRA UBåDSSAG FRIFUNDET I STRAFFESAG

Den tidligere drabschef i Københavns Politi Jens Møller blev i efteråret 2021 idømt 15 dagbøder a 1000 kroner for brud på tavshedspligten og for uberettigede opslag i politiets sagssystem. Nu er han frifundet i landsretten.

Jens Møller er nok mest kendt for at være efterforskningsleder i sagen om drabet på den svenske journalist Kim Wall, der blev dræbt i en ubåd i Køge Bugt.

Få overblik over sagen her:

* Bogen "Opklaret - drabschefens erindringer" udkom 24. oktober 2018. Bogen er skrevet i et samarbejde mellem Jens Møller og journalist og kriminalforfatter Stine Bolther.

* 30. oktober 2018 anmeldte Københavns Politi den daværende drabschef Jens Møller for brud på tavshedspligten.

* I den forbindelse skiftede Møller job. Fra at have været drabschef blev han leder af politiets indbrudsgruppe. Efter nogle måneder valgte han at gå på pension efter 37 år i politiet.

* I februar 2021 rejste Statsadvokaten i København tiltale mod Møller. Han blev anklaget for i bogen at have brudt tavshedspligten i forbindelse med omtale af tre sager - ubådssagen var ikke en af dem. Alt i alt var der rejst tiltale for ni passager i bogen.

* Han blev desuden anklaget for uberettiget at have slået op i politiets sagssystem Polsas i to sager.

* 19. august 2021 blev sagen mod Jens Møller indledt ved Københavns Byret. Her nægtede han sig skyldig i alle anklagepunkter. Han forsvarede sig med, at alle tavshedsbelagte oplysninger allerede var beskrevet offentligt i medier og i domme fra forskellige retter.

* 28. september 2021 traf en dommer i Københavns Byret afgørelse i sagen. Hun gav Jens Møller ret i, at de tavshedsbelagte oplysninger allerede var offentliggjort. Bortset fra i ét tilfælde.

Dommeren vurderede også, at to opslag i politiets sagssystem var sket som led i faktatjek til bogen og dermed ikke havde nogen tjenestelig berettigelse. Derfor var der tale om stillingsmisbrug.

* Jens Møller var utilfreds med dommen. Han ville frifindes og ankede. Anklagemyndigheden ville derimod have ham dømt for yderligere og ankede også.

* I maj 2023 blev ankesagen langt om længe indledt ved Østre Landsret, mere end fire år efter at det hele begyndte.

* 31. maj 2023 afsagde landsretten dom: Jens Møller blev frifundet i alle forhold. Dommen kan ikke ankes.

/ritzau/

2023-05-31T11:57:20Z dg43tfdfdgfd