TILTALE: MAND SKøD SEKS GANGE FOR AT DRæBE På MOTORVEJ

En 39-årig mand fra Rødovre prøvede en sen aften i september sidste år at dræbe en dengang 42-årig mand på Helsingørmotorvejen.

Sådan lyder påstanden fra anklagemyndigheden i et anklageskrift, Ritzau har fået aktindsigt i.

Den 39-årige er tiltalt for drabsforsøg, efter at han - ifølge anklageskriftet - 250 meter før afkørsel 17 ved Jægersborg kørte højre om og op på siden af den 42-åriges bil og derefter affyrede mindst seks skud med en pistol af mærket Ruger.

Skuddene endte med at ramme bilen og nogle af dens ruder, men ikke den 42-årige.

Episoden fandt sted 28. september klokken 23.05.

Den 39-årige blev anholdt natten til 29. september.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør samme dag. I den forbindelse sagde anklager Michael Qvist til TV 2 Kosmopol, at der var tale om en trafiksituation, der "udviklede sig på en meget alvorlig måde".

- Der er ikke nogen banderelationer, og det tyder heller ikke på, at de kendte hinanden i forvejen, tilføjede Qvist.

Den 39-årige er ligeledes tiltalt for at have brudt våbenloven ved at have været i besiddelse af Ruger-pistolen og ved på sin adresse i Rødovre at have haft en butterflykniv, en halskniv, en kastestjerne og diverse skydevåben samt ammunition.

Våbnene blev fundet i et våbenskab på mandens adresse.

I sin bil havde han desuden en dolk, en metaløkse, en peberspray og en jagtpatron, fremgår det af anklageskriftet.

Her er han også tiltalt for med sin kørsel at have fremkaldt "nærliggende fare" for den 42-åriges og andres liv eller førlighed.

Retssagen mod den 39-årige skal foregå i Retten i Lyngby henover to dage i maj. Den 39-årige har fravalgt, at et nævningeting skal tage stilling til sagen.

Anklagemyndigheden tager i anklageskriftet forbehold for, at man vil komme med en påstand om, at manden - i tilfælde af at han kendes skyldig - skal tildeles en anden foranstaltning end fængsel.

Derudover vil man have manden frakendt retten til at køre bil samt have hans bil konfiskeret.

/ritzau/

2024-03-27T09:02:34Z dg43tfdfdgfd