28-åRIG LANDET I DANMARK EFTER SYV MåNEDER I IRANSK FæNGSEL

Et fly fra Bruxelles med den 28-årige Thomas Kjems, der har siddet fængslet i syv måneder i Iran, er lørdag formiddag landet i Københavns Lufthavn.

- Jeg har det faktisk meget godt. Det er rart at være hjemme i Danmark igen, lød det fra Thomas Kjems, da han blev mødt af danske journalister i Kastrup.

Den 28-årige danske statsborger ankom natten til lørdag til Bruxelles i Belgien sammen med to østrigsk-iranere, der ligeledes er blevet løsladt.

Her blev de ifølge nyhedsbureauet AFP budt velkommen af den belgiske udenrigsminister, Hadja Lahbib, samt danske og østrigske diplomater.

Danskeren er en af i alt fire europæere, som Iran har løsladt som led i en fangeudveksling med Belgien, har en talsperson for den belgiske regering tidligere oplyst til nyhedsbureauet AFP.

Lørdag formiddag har et fly fløjet Thomas Kjems til Københavns Lufthavn.

- Jeg er blevet behandlet som en gæst i Iran, kan man sige. Der har ikke været noget fysisk tortur eller noget som helst. Jeg har fået mad og drikke.

- Men når din frihed bliver taget fra dig, er det det, du tænker på.

Den 28-årige dansker blev anholdt i Iran i november 2022 i forbindelse med en demonstration for kvinders rettigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sam Jalaei har oplyst til TV 2, at danskeren ikke var med til demonstrationerne. Han var - ifølge advokaten - på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Ifølge Thomas Kjems gik det efter nogle måneder i det iranske fængsel op for ham, at han ikke vidste, hvornår han igen fik sin frihed.

- Jeg har jo ikke rigtig troet på, at det var rigtigt det her. Men det er sket. Jeg står i Danmark. Logikken er tilbage, siger han.

Ifølge den 28-åriges advokat vil Thomas Kjems lørdag svare på flere spørgsmål under mere ordnede forhold end i Københavns Lufthavns ankomsthal.

Til gengæld for de i alt fire europæere har Iran fået udleveret diplomaten Asadollah Assadi, som i 2021 blev idømt 20 års fængsel ved en belgisk domstol for planer om terrorangreb i Frankrig.

/ritzau/

2023-06-03T09:25:25Z dg43tfdfdgfd