AUSTRALIEN VIL ETABLERE HAVPARK På STøRRELSE MED SPANIEN

Australien planlægger at etablere en gigantisk havpark omkring en række fjerntliggende øer ud for landets sydøstlige kyst.

Det oplyser den australske regering søndag.

Regeringen foreslår at udvide den allerede eksisterende havpark Macquarie Island Marine Park til tredobbelt størrelse. I så fald vil et område på godt 475.000 kvadratkilometer være beskyttet.

Det svarer til et område på omkring samme størrelse som Spanien eller Cameroun og meget større end eksempelvis Vietnam eller Japan.

Betegnelsen som beskyttet havpark betyder, at området vil være "fuldstændig lukket for fiskeri, minedrift og andre udvindingsaktiviteter", oplyser den australske miljøminister, Tanya Plibersek.

Eksisterende fiskeriaktiviteter rettet mod den patagoniske isfisk vil ifølge ministeren få lov til at fortsætte.

Macquarie Island ligger halvvejs mellem Australien og Antarktis og er hjemsted for blandt andet kongepingviner og pelssæler, ligesom at det er et subantarktisk videnskabscentrum.

- Macquarie Island er et enestående sted. Det er et fjerntliggende vidunderland for dyreliv - en afgørende yngleplads for millioner af havfugle, sæler og pingviner, siger Tanya Plibersek.

Miljøorganisationer har bakket op om regeringens plan i frygt for, at området kan blive mål for havbundsminedrift og kommercielt fiskeri, der ikke er bæredygtigt.

Macquarie Island blev optaget på Unescos verdensarvsliste i 1997 på baggrund af områdets enestående naturværdier.

På listen er blandt andet nogle af farvandene i Macquarie Island Marine Park og de kystnære farvande i Macquarie Island Marine Reserve, som er en tasmansk havpark.

Macquarie Island Marine Park dækker i øjeblikket 162.000 kvadratkilometer med dybder på mellem 86 og 6341 meter.

/ritzau/AFP

2023-06-04T01:47:55Z dg43tfdfdgfd