EFTERSøGT BJøRN ER BLEVET SKUDT I SLOVAKIET

En bjørn, der for ti dage siden angreb og sårede fem mennesker i en turistby i Slovakiet, er blevet skudt.

Det oplyser landets miljøminister, Tomas Taraba, på sociale medier ifølge nyhedsbureauet AFP.

- En bjørn, der sårede fem i Liptovský Mikulás blev skudt i går. Den blev identificeret ved hjælp af en drone med et termisk kamera, skriver han.

Bjørneangrebet fik den slovakiske turistby til at opfordre byens borgere til ikke at bevæge sig uden for byområder - især om aftenen og tidligt om morgenen.

Siden har flere hold med jægere, politibetjente og dyrelivseksperter ledt efter bjørnen, der indtil tirsdag bevægede sig frit rundt.

Fem mennesker fik skader i angrebet, der fandt sted i byen Liptovský Mikulás for foden af Tatrabjergene. Blandt de tilskadekomne var blandt andre et tiårigt barn, der fik rifter og bid.

Bjørneangreb er et stigende problem i det centraleuropæiske land.

Sidste år skete der omkring 20 bjørneangreb i landet, mens der var otte angreb i 2021. Det viser data fra det slovakiske miljøministerium.

Få dage inden de fem mennesker blev såret i den slovakiske turistby, døde en kvinde fra Belarus efter et andet bjørneangreb nær byen.

Den 31-årige kvinde faldt i døden i en kløft efter at været blevet jagtet af bjørnen, lød det fra myndigheder.

Den slovakiske regering er onsdag blevet enig om et lovforslag, der skal gøre op med det stigende antal bjørneangreb.

Ifølge lovforslaget skal der oprettes en sikkerhedszone på 500 meter i nærheden af byer og landsbyer.

Bevæger en bjørn sig inden for zonen, skal det være tilladt at skyde den, fortalte Taraba til journalister.

- Ikke kun medlemmerne af det særlige bjørneberedskab vil kunne skyde, men også jægere, politibetjente og bestyrere af nationalparker, sagde han.

/ritzau/AFP

2024-03-27T19:39:21Z dg43tfdfdgfd