STUDENTERKøRSEL: HUSK AT TJEKKE DETTE FøR I KøRER UD I TRAFIKKEN

Det går nok de færrestes ører forbi, når landets gymnasieelever er færdige med de sidste eksaminer.

Gaderne fyldes med studenterhuer, og vejene indtages af studentervogne fyldt med glade - og ofte berusede - studenter.

Men desværre sker der uheld knyttet til studentervognskørsel flere gange hver sommer.

Socialrådgiver Bente Elton Rasmussen fra UlykkesLinjen kommer her med gode råd i forbindelse med studenterkørslerne.

UlykkesLinjen er drevet af UlykkesPatientForeningen og er en uvildig og gratis rådgivningstelefon for mennesker, der er kommet til skade i en ulykke.

1) Tjek op på chaufføren og vognen.

Det første gode råd er at undersøge, om alt er, som det skal være med vognen og chaufføren.

- Der er klare retningslinjer, som vognmændene skal følge. Vognen skal være godkendt og have en takograf installeret, så man kan se kørehviletider og hastighed, siger Bente Elton Rasmussen.

Ud over at vognføreren også skal have et gyldigt kørekort til almindelig bil, så skal selve vognen også godkendes af en synsvirksomhed.

Her skal køretøjet og indretningen på køretøjet - altså blandt andet vognsidernes højde - godkendes. Alle godkendelser skal medbringes under studenterkørslen.

2) Din og vognmandens forsikringer.

Ejeren af studentervognen skal have tegnet en forsikring, som dækker personskade på passagerne. Dokumentation for forsikringen skal også medbringes under kørslen.

Men du bør også have styr på dine egne forsikringer, fortæller Bente Elton Rasmussen.

- De fleste studerende er nok hjemmeboende og dermed dækket af henholdsvis ansvarsforsikring via deres forældre, siger hun. Og mange forældre har også tegnet ulykkesforsikringer på deres børn.

- Men er du flyttet hjemmefra, er det vigtigt, at du er forsikret, for kommer du eksempelvis til at forvolde skade på andre, kan det blive dyrt.

Ansvarsforsikringen er en del af din indboforsikring, mens ulykkesforsikringen tegnes selvstændigt.

Og vær opmærksom på, at selvforskyldt beruselse eller grov uagtsomhed kan få negativ betydning for dine muligheder for at få hjælp via forsikring.

3) Dokumentation og lægefaglig hjælp.

Er uheldet ude, og bliver du involveret i en ulykke, er der flere ting, du bør huske.

- Opsøg selvfølgelig læge eller skadestue, hvis det går galt. Og sørg endelig for at dokumentere hændelsen - gerne gennem billeder og vidneudsagn.

- Uden dokumentation er det sværere bagefter at få et krav igennem over for forsikringsselskabet, hvis der er sket noget.

Ifølge Bente Elton Rasmussen kan det eksempelvis være dokumentation på, hvad der helt konkret er sket, hvad årsagen til det var, og om der var noget galt med bilen. Og kontaktoplysninger på eventuelle andre involverede.

/ritzau fokus/

2023-06-03T06:12:44Z dg43tfdfdgfd