ZELENSKYJ TAKKER LUFTFORSVAR FOR AT REDDE HUNDREDVIS AF LIV

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, takker landets luftforsvar for at have reddet hundredvis af liv mandag.

Mens det lykkedes nogle luftangreb at trænge igennem, blev de fleste droner og missiler skudt ned.

Det fortæller Zelenskyj i en videoopdatering sent mandag aften.

Det ukrainske luftforsvar har hjulpet med at tilintetgøre "ondskab", siger Zelenskyj.

- Verden er nødt til at se, at terroren taber.

- Og der findes naturligvis ingen større ydmygelse for en terrorstat end vores krigeres succes, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

Zelenskyj fortæller videre, at han har mødtes med Ukraines militære ledelse for at diskutere de næste skridt i den store offensiv mod den russiske invasion.

Rusland indledte natten til mandag sit mest omfattende luftangreb mod Ukraine siden begyndelsen af maj.

Byens militære administration hævder, at der blev skudt op mod 40 missiler og omkring 35 droner ned i løbet af natten.

Senere sendte russerne en byge af missiler mod Ukraines hovedstad, Kyiv, i et sjældent set angreb i dagslys, skriver nyhedsbureauet AFP.

En række eksplosioner kunne mandag formiddag høres i byen, mens indbyggere søgte tilflugt i underjordiske metrostationer og andre steder, der kunne give dækning for angrebene.

Ukraines militær meddelte senere, at luftforsvaret havde skudt 11 ballistiske missiler ned.

Med de seneste angreb har Rusland i maj alene rettet i alt 16 angreb mod den ukrainske hovedstad.

I kølvandet på meldinger om nye eksplosioner siger Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, natten til tirsdag, at luftforsvarssystemerne er i gang igen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker efter meldinger om, at Kyiv samt landets centrale og nordlige del på ny er under luftangreb.

Ifølge Vitalij Klytjko er redningsfolk natten til tirsdag i færd med at evakuere beboere fra et højhus i Kyiv, som er blevet sat i brand af faldne rester fra nedskudte missiler.

Hidtil er der oplysninger om, at én person skulle være kvæstet.

/ritzau/

2023-05-30T00:16:01Z dg43tfdfdgfd