DBU SæTTER KAMPAGNER MED MARABOU OG KVINDELANDSHOLDET På PAUSE

DBU sætter alle aktive kampagner med Marabou og kvindelandsholdet på digitale platforme og sociale medier på pause.

Det fortæller kommunikationschef for DBU Jakob Høyer til Ritzau.

Det sker som følge af, at firmaet Mondelez, der ejer brandet Marabou, i sidste uge kom på Ukraines sorte liste over firmaer.

Marabou er havnet på listen, fordi Ukraine vurderer, at koncernens forretninger bidrager til Ruslands krigskasse og dermed er med til at finansiere invasionen af Ukraine.

- Da vi blev opmærksomme på, at Mondelez stadig har mange aktiviteter i Rusland, og er kommet på den her sortliste, så tog vi sammen med Mondelez initiativ til at sætte samarbejdet i bero, siger han.

Det er blandt andet planlagte kampagner i forbindelse med det forestående VM i kvindefodbold denne sommer, der sættes i bero.

- Vi havde planlagt alle mulige kampagner, der skulle køre på digitale platforme som tv, sociale medier, kvindelandsholdet kanaler og Marabous kanaler.

- Det er sat i bero nu. Det kommer til at stå og vente på, om vi kan bruge det ved senere lejlighed, siger Jakob Høyer.

Han understreger, at DBU ellers har været "rigtig glade" for samarbejdet med Marabou Danmark.

- De har været en meget aktiv samarbejdspartner i at styrke hele fortællingen om kvindelandsholdet, siger han.

Jakob Høyer håber, at samarbejdet med Marabou vil kunne genoptages på et tidspunkt, men siger også, at "det kræver, at der er nogle ting, der bliver ændret i forhold til den ageren, som vi ser her og nu".

Spørgsmål: Hvor meget kommer det til at koste jer, at kontrakten nu er sat i bero?

- Vi har ikke for nuværende et overblik, for det kommer også an på, hvor længe samarbejdet skal være sat i bero.

- Men Marabou er en af kvindelandsholdets hovedpartnere. I et år med VM er det selvfølgelig en stor og vigtig partner for os.

En del af kvindelandsholdets samarbejde med Marabou består også i, at der sættes chokolade på butikshylderne, hvor kvindelandsholdet fremgår på indpakningen.

- Jeg tror allerede, at der er chokolade ude i mange butikker rundt omkring, hvor der er kvindelandshold på. Det kan vi ikke stoppe, men vi kan stoppe de planlagte kampagner, siger Jakob Høyer.

Kommunikationschefen understreger, af DBU bakker op om UEFA's tiltag i forbindelse med krigen i Ukraine, herunder beslutningen om at suspendere alle russiske fodboldklubber og landshold fra alle europæiske turneringer.

/ritzau/

2023-06-03T15:13:08Z dg43tfdfdgfd